Samarbejdsaftaler uden betaling og øvrige samarbejdsaftaler
Samarbejdsaftaler generelt
En samarbejdsaftale uden betaling betyder, at forvaltningen ikke betaler din virksomhed for at lave indsatser for kommunens ledige borgere. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen kan fx:
- indgå samarbejdsaftale uden betaling om indsatser for ledige borger, der støttes af en pulje eller fond
- indgå samarbejdsaftaler med frivillige foreninger og organisationer, der har indsatser for målgrupper inden for forvaltningens ansvarsområder
Samarbejdsaftaler uden betaling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen kan afgive erklæring om samarbejde i forbindelse med din ansøgning til fond eller pulje. Ofte kræver fonden eller puljen, at du har samarbejdsaftaler med et eller flere jobcentre.
Hvis du ønsker at få en samarbejdserklæring, skal du kontakte forvaltningen i god tid med dit projektforslag, gerne mindst tre måneder før ansøgningsfristen. Vi vurderer herefter forslaget i forhold til lovgivning, tilstedeværelse af målgruppen, realismen i budgettet m.v.
Du skal bemærke, at:
- Du kan få afslag, fx hvis forslaget ikke opfylder lovgivning, målgruppen ikke er til stede, metoderne eller aktiviteterne ikke er hensigtsmæssige, eller forvaltningen har valgt at støtte en anden ansøgning eller selv søger pågældende fond/pulje
- En samarbejdserklæring kan afgives med forbehold for politisk beslutning, hvis forslaget skal forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
Hvis du får en samarbejdserklæring og efterfølgende modtager bevilling fra en fond eller pulje, indgår vi en samarbejdsaftale uden betaling om gennemførelse af forsøget.
Hvis du allerede har fået bevilling fra en fond eller pulje, kan du også kontakte os om indgåelse af en samarbejdsaftale uden betaling.
Medfinansiering af en ansøgning
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen kan yde medfinansiering i forbindelse med ansøgning til en fond eller pulje, hvis der træffes beslutning herom.
Medfinansiering sker kun sjældent og er omfattet af udbudsloven m.v. Medfinansiering kan fx være i form af medarbejderressourcer eller økonomi. Hvis der ydes medfinansiering, er der ikke længere tale om samarbejdsaftale uden betaling, men om en kontrakt med betaling.
Du kan se et eksempel på en beslutning om medfinansiering i ansøgning til puljen Job-bro til uddannelse.
Samarbejdsaftaler med frivillige foreninger og organisationer
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samarbejder med frivillige foreninger og organisationer, der har aktiviteter for borgere inden for forvaltningens ansvarsområder. Nogle foreninger og organisationer anvender deres samarbejdserklæring i fundraising til deres aktiviteter.
Indholdet i en samarbejdsaftale afhænger af samarbejdets formål, fx:
- Hvis din forening er i kontakt med unge, kan aftalen omhandle kontakt til jobcentret, hvis en ung i foreningen har brug for hjælp fra jobcentret til at finde fritidsjob eller læreplads
- Hvis din forening ønsker, at jobcentret oplyser ledige borgere i målgruppen om foreningens aktiviteter eller tilbud, kan aftalen omhandle formidling heraf
Nogle foreninger har borgere i virksomhedspraktik som led i opkvalificering til job eller uddannelse. Ved samarbejde herom skal du være opmærksom på, at en borger, der er i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB) i en frivillig organisation, ikke er en frivillig, jf. vejledning om det frivillige område efter serviceloven. Foreningen skal ligeledes indberette borgerens fravær m.v.
Medfinansiering af aktiviteter
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen yder i begrænset omfang tilskud til relevante aktiviteter hos frivillige foreninger og organisationer efter beslutning herom. Beslutningen træffes typisk i forbindelse med den årlige budgetaftale for Københavns Kommune.
Du kan læse mere om tilskudsområdet her: Tilskud.