Samarbejdsaftaler uden betaling og øvrige samarbejdsaftaler
Samarbejdsaftaler generelt
Det kan fx omhandle, at du søger en fond/pulje om støtte til et forsøg for ledige borgere og/eller fx ønsker at samarbejde med forvaltningen om frivillige aktiviteter for fx ledige borgere, københavnere med ikke-vestlig baggrund og/eller fordrevne fra Ukraine.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen kan her fx:
- Indgå samarbejdsaftale uden betaling om tilbud for ledige borger, der støttes af pulje / fond
- Indgå samarbejdsaftaler med frivillige foreninger, organisationer m.v., der har indsatser for målgrupper m.v. inden for forvaltningens ansvarsområder.
Samarbejdsaftaler uden betaling om tilbud for ledige borgere
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen kan ifm. en ansøgning til fond / pulje afgive erklæring om samarbejde, der kan støtte din ansøgning til en fond / pulje. Det er hyppigt en forudsætning for at en fond / pulje bevilger, at du har samarbejdsaftaler med et eller flere jobcentre.
Hvis du ønsker at få en samarbejdserklæring, skal du i god tid kontakte forvaltningen med dit projektforslag, gerne mindst 3 måneder før ansøgningsfristen. Dit forslag vil herefter blive vurderet ift. lovgivningen, om målgruppen for projektet vurderes at være til stede, dit budget er realistisk m.v.
Du skal bemærke, at:
- Du kan få afslag, fx hvis det vurderes, at dit forslag ikke opfylder gældende lovgivning(-er), målgruppen ikke er til stede, de anvendte metoder/redskaber/aktiviteter ikke er hensigtsmæssige for målgruppen, og/eller at forvaltningen har besluttet at støtte en anden ansøgning eller selv søger pågældende fond / pulje
- En samarbejdserklæring kan blive afgivet med forbehold for politisk beslutning, hvis det vurderes, at forslaget skal forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget til godkendelse.
Hvis du får en samarbejdserklæring og efterfølgende modtager bevilling til forsøget fra en pulje / fond, indgås der en samarbejdsaftale uden betaling om gennemførelse af forsøget.
Hvis du allerede har fået bevilling fra en fond / pulje, kan du også rette henvendelse om indgåelse af en samarbejdsaftale uden betaling.
Medfinansiering af en ansøgning
Jobcenter København / Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen kan yde medfinansiering ifm. en ansøgning til fond / pulje ved beslutning herom.
Medfinansiering sker kun meget sjældent, og evt. medfinansiering er omfattet af udbudsloven m.v.
Medfinansiering kan fx være i form af medarbejderressourcer og/eller finansiel medfinansiering.
Hvis der ydes medfinansiering, er der ikke længere tale om en samarbejdsaftale uden betaling, men en kontrakt med betaling.
Du kan læse om ansøgning til puljen Job-bro til uddannelse for at se et eksempel på en beslutning om medfinansiering.
Samarbejdsaftaler med frivillige foreninger m.v.
Jobcenter København / Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samarbejder med frivillige foreninger, organisationer m.v., der har aktiviteter for målgrupper af borgere omfattet af forvaltningens ansvarsområder. Nogle foreninger m.v. anvender deres samarbejdserklæring i deres fundraising til foreningens aktiviteter.
Indholdet i en samarbejdsaftale afhænger af, hvad der samarbejdes om, fx:
- Hvis din forening er i kontakt med unge, kan en samarbejdsaftale omhandle kontakt til jobcentret, hvis der er en ung, der kommer i foreningen, der har brug for bistand fra jobcentret til at finde et fritidsjob eller en læreplads
- Hvis din forening ønsker at jobcentret oplyser ledige borgere i målgruppen for din forening om foreningens aktiviteter / tilbud, kan en samarbejdsaftale omhandle formidling heraf
Endelig skal det bemærkes, at nogle foreninger m.v. har borgere i virksomhedspraktik som led i borgerens opkvalificering til job / uddannelse.
Du skal dog ved samarbejde herom med jobcentret være OBS på at en borger, der er i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i en frivillig organisation m.v. ikke er en frivillig, jf. også vejledning om det frivillige område efter serviceloven, og at foreningen m.v. skal indberette borgerens fravær m.v.
Medfinansiering af aktiviteter
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen yder i begrænset omfang tilskud til relevante aktiviteter hos frivillige foreninger m.v. efter beslutning herom. En sådan beslutning sker typisk ifm. den årlige budgetaftale for Københavns Kommune. Du kan læse mere om tilskudsområdet her.