Vil du være leverandør af korte erhvervsrettede kurser?

Her kan du læse mere om, hvordan du ansøger om at få et kort erhvervs- eller fagrettet kursus optaget på Det Regionale Beskæftigelsesråd for Hovedstadens (RBR) regionale positivliste.

Om RBR Hovedstaden

RBR Hovedstaden er et af de fem regionale beskæftigelsesråd, der understøtter beskæftigelsesindsatsen på tværs af kommuner og bidrager med administration af ordninger på beskæftigelsesområdet. Rådet udarbejder blandt andet den regionale positivliste for den regionale uddannelsespulje. Positivlisten omfatter både offentligt udbudte ordinære kurser og uddannelse (fx AMU) og private kurser. 

Den aktuelle positivliste for RBR Hovedstaden kan findes her: De regionale positivlister (star.dk).

Et kursus, der er optaget på positivlisten, er godkendt til bevilling efter § 97 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (se regler længere nede).

Optagelse på positivlisten øger sandsynligheden for, at jobcentret bevilger kurset til en ledig borger efter en individuel og konkret vurdering. Det skyldes, at kurserne opkvalificerer ledige til job inden for områder med mangel på arbejdskraft og dermed giver gode jobmuligheder efter kort opkvalificering.

Hvordan får jeg et kursus optaget på listen?

Som led i udarbejdelsen af positivlisten tilvejebringer Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR Østdanmark) kursusbidrag via høring af: 

  • Uddannelsesinstitutioner ift. offentlig udbudte kurser/uddannelse
  • Jobcentre og a-kasser ift. privat udbudte kurser
  • Hovedstadens Rekrutteringsservice (HRS), Nordsjællands Rekrutteringsservice (NRS) og kommunerne om kurser med henblik på fælleskøb

RBR vurderer og godkender hvilke indstillede kurser, der optages på positivlisten. RBR udarbejder positivlisten med udgangspunkt i de principper, rådet har fastlagt (se RBR’s gældende principper længere nede). 

Jobcentrene og a-kasserne kan indstille private kurser til optag via høringsprocessen. Ønsker du, at Jobcenter København indstiller dit kursus, skal du anvende ansøgningsskemaet som led i høringsprocessen.

Høringsprocessen resulterer i et antal kurser, som STAR Østdanmark behandler og sender til beslutning i RBR. En positivliste er gældende fra 1. april og gælder ét år. RBR kan supplere listen pr. 1. oktober med ekstra kurser på baggrund af den halvårlige arbejdsmarkedsbalance eller løbende forslag fra relevante parter. 

Ansøgningsskema

Ansøgninger skal sendes til bifcfbeskaeftigelsesindsats@kk.dk.

Ansøgninger modtages løbende. Ansøgningsskemaet vedlægges som udgangspunkt ved indstilling til RBR. 

Principper for håndtering af ansøgninger

Jobcenter København indstiller alle private kursusleverandører, der ansøger med et fagrettet kursus, som opkvalificerer til én eller flere af de stillingsbetegnelser, RBR har besluttet. Indstillingen sker uden yderligere vurdering og som led i høringsprocessen. Hvis ansøgningen ikke opkvalificer til én eller flere af de stillingsbetegnelser, RBR har besluttet, vil ansøgningen ikke blive indstillet.

For at få et kursus indstillet gælder følgende forudsætninger:

  1. Ansøger har redegjort fyldestgørende for alle obligatoriske oplysninger i ansøgningsskemaet til Jobcenter København.
  2. Ansøger har som udgangspunkt på ansøgningstidspunktet et link til en offentlig hjemmeside med fyldestgørende oplysninger om kursusindhold, kursusdatoer m.v.

Jobcenter Københavns indstilling forpligter ikke jobcentret til at samarbejde om køb af kurset til københavnske ledige, selv om kurset senere optages på positivlisten.

Regler, opmærksomhedspunkter og øvrig viden

Fold alle ud

Opmærksomhedspunkter og gode råd

  • Du kan henvende dig til flere jobcentre eller a-kasser for at ansøge om at få indstillet et privat kursus til listen. Det antages, at chancerne øges for, at RBR godkender et kursus, hvis flere kommuners jobcentre / a-kasser har indstillet det samme kursus.
     
  • Private kurser på positivlisten er ikke leverandørspecifikke. Det vil sige, at alle aktører på markedet kan udbyde og markedsføre et kursus på den gældende positivliste, hvis det har samme kursustitel og varighed, som den forefindes på positivlisten, under forudsætning af indholdet af kurset er tilsvarende.
     
  • Når et kursus meldes ind til positivlisten, er det afgørende at kursets titel og varighed:

    • ikke ændres det næste år, når indmeldingen til positivlisten gælder fra 1. april
    • ikke ændres det næste halve år, når indmeldingen til positivlisten gælder fra 1. oktober

    Disse indmeldingskriterier er vigtige, for at jobcentret kan bevillige kurset, og for at den ledige evt. får ret til kurset. Såfremt der sker ændringer i titel og varighed, vil kurset ikke optræde på den gældende positivliste.

  • Jobcentrene og ledige borgere finder primært en konkret leverandør af en kursustitel på positivlisten via internetsøgning eller at en ledig borger støder markedsføring, hvorefter en ledig borger søger jobcentret om få bevilget kurset. Informationer på hjemmesiden bør derfor én til én afspejle oplysninger på positivlisten.
     
  • Det anbefales, at en privat leverandørs hjemmeside indeholder gode beskrivelser af indhold af det fagrettede kursus, hvilke stillingsbetegnelser/jobs/opgaver en jobsøgende vil kunne varetage med/efter opkvalificeringen, planlagte kursusdatoer, praktiske oplysninger, pris m.v.
     
  • Hvis kurset inkluderer certificering (fx IT-kurser), bør det fremgå tydeligt i den forslåede kursustitel, fx ”Kursus A inkl. certificering i (X, Y, Z)”. Jobcenter København ønsker som udgangspunkt certificeringer, da de dokumenterer nye erhvervsrettede kompetencer over for arbejdsgivere.
     
  • RBR optager som udgangspunkt kun fagrettede kurser. Kurser kan dog integrere indhold om fx jobforståelse, adfærd på branche- og jobområdet samt personlige kompetencer, hvor det er relevant og hvor det indgår som et delelement i det fagrettede kursus. Det anbefales, at sådanne elementer (og hvorfor de indgår i indholdet) beskrives tydeligt både i ansøgningsskemaet og på leverandørens hjemmeside. 

Regler - Korte erhvervsrettede kurser (regional uddannelsespulje)

Jobcenteret kan bevilge vejledning og opkvalificering i form af korte erhvervsrettede kurser inden for en regional uddannelsespulje (regional positivliste) til en række målgrupper i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. §97 heri. 

Jobcentret bevilger kun kurset, hvis dette bidrager til, at borgeren hurtigst muligt opnår varig beskæftigelse. 

Et kursus skal derfor så vidt muligt rette sig mod beskæftigelse inden for områder med behov for arbejdskraft. Derudover skal én af følgende betingelser være opfyldt:  

  1. Kurset fremgår af en regional positivliste for det RBR-område, hvor kommunen befinder sig, eller fremgår på de regionale positivlister i tilstødende RBR-områder til det RBR-område, hvor kommunen befinder sig
  2. En arbejdsgiver har erklæret, at borgeren ansættes uden løntilskud umiddelbart efter kurset er gennemført. Det aftalte kursus skal fremgå af arbejdsgivererklæringen. Ved arbejdsgivererklæring behøver kurset ikke at være på en positivliste.

Hvis et kursus er optaget af et RBR på en positivliste kan det - ud fra en individuel og konkret vurdering - bevilges til en ledig borger efter § 97 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. 

Jobcentre tilhørende i RBR Hovedstaden kan også bevilge kurser, der fremgår af positivlisten for RBR Sjælland, hvormed de mulige kurser for Jobcenter København reelt set består af kurser på positivlisterne for RBR Hovedstaden samt RBR Sjælland.

Reglerne betyder, at en bevilling af et kort erhvervsrettet kursus efter § 97 til en ledig borger, opfylder borgerens ret og pligt til at deltage i aktivering senest i borgerens 6. ledighedsmåned. 

Jobcentrene modtager 80 pct. statsrefusion af kursusudgiften inden for den udmeldte pulje.

RBR Hovedstadens principper for udarbejdelse af positivlisten

Her kan du læse RBR Hovedstadens principper for udarbejdelse af positivlisten (seneste december 2023 - på det tidspunkt hed rådet det Regionale Arbejdsmarkedsråde Hovedstaden (RAR)): Principper for udarbejdelse af positivlisten.

Arbejdsmarkedsbalancen

RBR beslutter, hvilke stillingsbetegnelser der ligger til grund for de kursusbidrag, jobcentrene kan indstille. Vidensgrundlaget består af arbejdsmarkedsbalancen og anden regional viden om mangelområder, fx fra RBR positivlisteudvalg. 

Arbejdsmarkedsbalancen viser jobmulighederne fordelt på ca. 1.030 stillingsbetegnelser. Arbejdsmarkedsbalancen viser blandt andet, om der er gode eller mindre gode jobmuligheder for sygeplejersker, tømrere, it-medarbejdere m.v. i hvert af de fem regionale områder. Arbejdsmarkedsbalancen er baseret på statistik om blandt andet ledighed, beskæftigelse og jobomsætning samt surveys med svar for ca. 17.500 afsluttede rekrutteringsforsøg, der belyser eventuelle rekrutteringsvanskeligheder. 

Det anbefales, at en kursusleverandør løbende holder øje med arbejdsmarkedsbalancen for Hovedstaden, især inden for kategorierne mangel- eller paradoksområder. Disse områder prioriteres af RBR, hvilket giver leverandører mulighed for at antage, hvilke stillingsbetegnelser der sandsynligvis vil blive medtaget. På den måde kan leverandører planlægge udvikling eller justering af kurser, indsende ansøgning til Jobcenter København og opdatere egen hjemmeside med relevant kursusinformation.

Har din virksomhed et kursus på positivlisten?

Vil du gerne i kontakt med os, fordi du har et kursus på positivlisten som du gerne vil sælge til en ledig borger eller give os et godt tilbud på? 

Fagligt indkøb videresender ikke salgshenvendelser / markedsføringsmateriale fra konkrete leverandører til vores enheder i Jobcenter København. 

En leverandør kan med fordel henvende sig i relevante a-kasser. Det er dog jobcentrene, der har myndighed til at bevilge kurser på den regionale positivliste.

Jobcentrene og ledige borgere finder primært en konkret leverandør af en kursustitel på positivlisten via internetsøgning eller at en ledig borger støder markedsføring. Det anbefales derfor, at eventuel markedsføring af et kursus retter sig direkte mod relevante ledige borgere.